Engelskundervisningen i overskolen

Hanne Winterberg, engelsklærer i overskolen, giver eksempler på hvordan de ting der er anlagt i under- og mellemskolens sprogundervisning, i overskolen udfoldes i takt med det unge menneskes bevidsthedsudvikling.

'What's the use of learning English'?
Stiller man dette spørgsmål til en 9-klasseselev, får man pragmatiske svar som 'Det er godt at kunne engelsk, når man skal tale med andre i verden,' eller endda 'Det er nemmere, hvis man kan engelsk, for så er man fri for at læse undertek­sterne på en film.'

Når det samme spørgsmål fremsættes i en 12. klasse, har svarene en ganske anden karakter: 'Engelsk er et poetisk sprog, det har en særlig lethed.' 'På engelsk kan man udtrykke nuancer, som ikke findes på dansk.' 'Jeg bliver større af at skulle rumme et andet sprogs facetter.' Ofte følger så eksempler i form af digte, som betyder noget særligt for eleven.

Hvad er der sket mellem 9. og 12. klasse?

Når eleverne kommer i 9. klasse, har de allerede haft engelsk i mange år. Grammatikken  er grundlagt, og eleverne har opnået en vis beherskelse af sproget, så de kan bevæge sig nogenlunde frit i skrift og tale. Der har ikke fundet nogen niveaudeling sted, så alle er med, uanset medfødte talenter, interesser og fremtidsplaner.

Her er de så trådt ind til overskolens undervisning, hvor de stilles over for et væld af nye opgaver. Det første år kommer undervisningen dem i møde med en kraftig betoning af elementer som mangfoldighed, humor og udadvendt festlighed.

Hver enkelt time sammensættes af mange forskellige opgaver, som der hele tiden veksles imellem. I løbet af 45 minutter prøver eleverne at læse op, genfortælle, skrive simultanoversættelser, samtale og løse grammatikopgaver på tavlen. Snart digter man egne limericks, snart formulerer man sketches eller reciterer i kor.

I begyndelsen af overskolen øves eleven i hele tiden at finde nye synsvinkler, og det bliver erfaring, at sproget kan gribes an på utallige måder.

I løbet af de følgende år gribes stoffet anderledes an, i takt med at eleven vokser og modnes: I 10. klasse finder en større fordybelse sted, der dvæles længere ved enkeltdelene. Der læses længere litterære tekster. De romantiske digtere står i centrum, og sprogets strukturer, rytmer og nuancer bliver gennemarbejdet.

Eleverne holder foredrag om engelske digtere, komponerer selv poesi og øver sig i forskellige genrer. Også dialekter er et vigtigt element, som skærper sansen for sproget. Måske har klassen besøg af engelsktalende mennesker fra forskellige lande: en australier, en sydafrikaner, en waliser etc.

I 11. klasses engelskundervisning begynder den udvikling, at eleverne oftere reciterer som solister, og det sker sjældnere, at recitationen foregår i kor. Den tidligere engelske litteratur undersøges: Folkeeventyr, Beowulf & Grendel-kvadet. Chaucer og helt centralt: drama, måske med en gennemgang af det engelske drama, fra middelalderens mystery plays frem til Shakespeare-tidens teater, med et Shakespeare-drama som højdepunkt, og tråden trækkes frem til det moderne drama. I litteraturen i øvrigt lægges der vægt på, at den beskæftiger sig med eksistentielle temaer. De skriftlige opgaver bliver mere omfattende og strækker sig over længere tid.

Endelig står eleven så i 12. klasse, hvor det igen bliver mangfoldigheden, som betones, men nu ud fra den enkelte. Eleven vælger selv sin recitation og arbejder kunstnerisk og selvstændigt med den. Læreren kan optræde som instruktør, men det kan lige så vel være en klassekammerat, som påtager sig opgaven. Der læses moderne litteratur, men der læses ikke så meget op i klassen, her er det samtalen om værket, som står i centrum. En stor oversættelsesopgave kan strække sig over lang tid i 12. klasse. Man vælger typisk et stykke dansk litteratur, som skal oversættes til engelsk, idet man omhyggeligt søger at tolke forfatterens særegne sprogtone ind i fremmedsproget. Hver elev arbejder først alene med et afsnit og mødes derefter med de andre for i fællesskab at vurdere, hvad der skal stå som det endelige resultat.
Ved 12. klasses slutning ser eleven tilbage på sit arbejde med sproget. Litteraturen bliver ordnet, så der opstår et litteraturhistorisk overblik.

På forskellige måder bliver eleven gentagne gange stillet over for spørgsmålet: 'Hvad skal vi egentlig med engelsk'? Og da giver eleven det svar, som demonstrerer, hvad der er sket fra 9. til 12. klasse. Eleven har ikke blot lært 'mere engelsk'. Eleven har fået en oplevelse af, at sproget ikke blot er et kommunikationsmiddel, som kunne erstattes af en morsekode, men at der bagved og i sproget ligger kvaliteter af en helt anden art, kvaliteter, som udtrykker den særegne sprogånd.

I overskoleårene er det sjælelige rum og evnen til tankearbejde blevet stadig mere nuanceret, og en bevidsthedsmæssig klarhed har gradvist udviklet sig.