Om kunst- og håndværksundervisningens betydning i Waldorfpædagogikken (Steinerpædagogikken)

Som modvægt mod de mere intellektuelt prægede fag er de kreative fag, kunst og håndværk af uvurderlig betydning. I det følgende indlæg redegør Christoph Erbsmehl, kunst-, sløjd- og specialklasselærer samt kunstterapeut, for hvilke kræfter der arbejdes med i kunst- og håndværksfagene, og deres betydning for menneskets udvikling.

Inden for den  mangfoldige vifte af kunst- og håndværksfag, som indtager en central placering i Steinerpædagogikken, vil de følgende linjer hovedsageligt koncentrere sig om den faggruppe, som kommer til udtryk i det tredimensionale.

Det drejer sig om de mere håndværksmæssige fag som træsløjd, metalsløjd og snedkeri på den ene side og de mere kunstneriske fag som modellering og stenhugning på den anden side. Begge faggrupper har det tilfælles, at de leder den udøvende gennem en formningsproces, som tager sit udgangspunkt i en idé eller intention, som slutteligt kommer til udtryk i et tredimensionalt stofligt resultat.

Processen i de håndværksmæssige fag
Det første skridt i en håndværksmæssig proces er at danne sig et billede af det endelige resultat. Det kræver en nøjagtig forestillingsevne m.h.t. mål, materialer, konstruktion, formgivning osv. Men før man kan begynde arbejdet, må man danne sig et billede af arbejdsprocessen i dens helhed, og man skal kunne gennemtænke denne i omvendt rækkefølge for at kunne begynde det rigtige sted. Den evne får man ved hjælp af erfaring, som i læringsfasen kan erstattes af en læremester.

En anden vigtig evne er indlevelsesevnen, som er en forudsætning for at kunne ?forstå? arbejdsmaterialet. Ved hjælp af indlevelse kan vi forbinde iagttagelse og handling, når der f.eks. skal høvles omkring en knast, hvor træets fiberstruktur er uregelmæssig. Det kræver hele tiden ændringer i høvleretningen og en optimal beherskelse af viljesindsatsen.

Dermed er det tredje vigtige element, viljen, nævnt, som har sit grundlag i menneskets stofskifte-lemmesystem. Vigtige viljesdyder er udholdenhed, tålmodighed til gentagelse, beslutsomhed og styrke. Således er hele mennesket engageret i en aktivitet, hvor opmærksomheden svinger mellem hovedet og lemmerne, mellem erkendelse og handling. Vi iagttager, hvor vi selv står i dette spændingsfelt, og kan sammenligne os med kammeraterne. Idet vi bedømmer vores egne handlinger og bestræber os på at gøre det bedre næste gang, evt. inspireret af sidemandens præstation, grundlægges et alderssvarende ?arbejde med sig selv?, hvor det er faget, materialet eller værktøjet, der bestemmer. Gennem den håndværksmæssige proces arbejdes der så at sige fra hovedet til lemmerne, fra idé til fysisk realitet.

Processen i de kunstneriske fag
På mange måder er den kunstneriske formningsproces modsat den håndværksmæssige. Den udøvende har ikke et klart billede af slutresultatet, men en intention eller inspiration, som udspringer af det emotionelle, og som er halvbevidst eller ?drømmende?. Processen starter med hændernes direkte formende berøring med materialet, og i dette møde tager intentionen form. Enhver kunstnerisk arbejdsproces indeholder et overraskelsesmoment, da det står åbent, hvordan resultatet kommer til at se ud. Vi forestiller os, at en 6. klasse har fået en levende karakteristik af brunbjørnens væsen og er i færd med at modellere en bjørn i ler. Hver elev har sin egen intention, da læreren ikke giver noget færdigt billede, men appellerer til den individuelle fantasi. Således kommer dybe væsenstræk til udtryk gennem det plastiske ler, som formes direkte og meget nuanceret gennem barnets hånd. Man kan sige, at det sjælelige flyder gennem hænderne ind i materialet og derved bliver anskueligt. Vi har igen et element af selverkendelse, men i den kunstneriske proces er det mere det sjæleligt-åndelige, som gennemgår en billedliggørelse fra det halvbevidst-drømmende til det mere bevidste. For læreren er en klasses lerarbejder et enestående udtryk for børnenes individualiteter, da hvert barn har bestræbt sig på at bringe noget dybtliggende indre til udtryk gennem håndens virke. Disse erfaringer kan ikke erstattes af en nok så raffineret skærmteknik.

Kunst- og håndværksundervisningen fra 5. til 12. klasse
De fleste Steinerskoler begynder  deres sløjdundervisning i 5. klasse. Kunstneriske og håndværksmæssige aspekter går hånd i hånd ved fremstillingen af enkle, praktiske, smukt udformede opgaver. Gennem 6., 7. og 8. klasse bliver opgaverne gradvist teknisk sværere, og der appelleres i stigende grad til den enkeltes fantasi. Hen ad vejen kan opgaverne skifte mellem mere håndværksmæssige og mere kunstneriske opgaver og kan i 8. klasse for eksempel være et plastisk udformet frugtfad snittet i træ eller en enkel hylde eller fodskammel.
Modelleringsopgaverne støtter sig til det, eleverne beskæftiger sig med i forbindelse med hovedfagsundervisningen, som for eksempel dyre- og menneskekundskab, historiske temaer eller årstidsmotiver. I 9. og 10. klasse bliver det håndværksmæssige og det kunstneriske øvet hver for sig, og begge områder bliver hævet op på et mere professionelt niveau. Øvelsesmomentet bliver mere systematisk og målrettet. Efterfølgende gives der mulighed for at anvende det øvede i mere selvstændige projekter. I 11. og 12. klasse bliver der lagt endnu mere vægt på selvstændighed og individuel fantasi. Målet er at opnå håndværksmæssig lødighed i de kunstneriske fag og kunstnerisk niveau i de håndværksmæssige fag. Uden håndværk svæver kunsten lidt i tågen, og uden kunst stivner håndværket i nødvendighed og effektivitet.

Den pædagogiske værdi af kunst- og håndværksfagene
Som beskrevet plejes de to ?strømme?, det kunstneriske og det håndværksmæssige, gennem skoletiden. Dermed tilgodeses det opvoksende menneskes behov for at lære at beherske legemet gennem det håndværksmæssige,  som tilstræber et vekselspil og en gennemtrængning mellem handling (lemmerne), indlevelse (hjerte) og billeddannelse (hoved). Men beherskelse af legemet er kun det ene aspekt i menneskets opvækst. Det andet er behovet for at få vakt og uddannet de
kreative evner, som har deres udspring i menneskets individualitet og selvstændige sjæleliv.
Ikke kun vordende kunstnere har brug for at være skabende. I hvert menneske lever en kunstner, som har mulighed for at udfolde sig fantasifuldt skabende, uanset hvor man kommer til at stå i livet. Men en vis håndværksmæssig kunnen må man have for at kunne føre idéer ud i livet. Kunst og håndværk har spillet en stor rolle op igennem historien. Selvom håndværket ikke spiller så stor en rolle mere i erhvervslivet, har det en stor pædagogisk værdi for det opvoksende individ. I mødet med de forskellige materialer vækkes slumrende fremtidskræfter i mennesket.