Rudolf Steiner-skolens læreplan - en skitse

Det træ undervisningens frugter skal modnes på, er læreplanen. Den bygger på barnets udvikling gennem de 12 skoleår og skal forstås som en stadig udfordring for læreren til fordybelse og udvikling. Jan Thiesen, klasselærer og overskolelærer, skitserer her læreplanens indhold på de forskellige klassetrin.

Der øves højtlæsning i 2. klasse. De læser i kor, det de selv har skrevet. De små bogstaver er netop indført - gennem en spændende forvandling af de allerede kendte store bogstaver. Teksten er også bekendt - sådan at børnenes selvtillid bevares selvom det for en og anden skulle knibe med at læse de enkelte ord rigtigt. Men skriften er stor, klar og flot.

6. klasse har den første fysikperiode. Farvelære, hvor prismefarverne studeres,  først lysets brydning i et vandprisme  og senere, for hver enkelt, iagttagelser gennem et glasprisme. Solsorte i den hvide sne forvandles til farvestrålende papegøjer. Børnene skriver selv om fænomenet. De forklarer både med ord og med illustrative tegninger. Tegning og malning har de siden 1. klasse haft som fag, nu er det et brugbart værktøj i forståelsen af det oplevede, og teksten formes af eleven selv som en naturlig forklaring på oplevelsen eller på eksperimentet.

I 10. klasse møder vi klassen i færd med at udføre deres geodætiske kort. Tidligere på året har de været på landmålingsrejse, og alle måleresultaterne er samlet op så der kan tegnes efter dem. Trigonometrien danner grundlag for tegnearbejdet. Regnemaskinen, computeren og tegneredskaber anvendes i udarbejdelsen af kortet. Med udgangspunkt i de kendte målefakta kan eleverne regne sig frem til de manglende elementer. De ydre iagttagelser kompletteres af den indre tænkende bearbejdning.

Skolens sal summer af forventning. Det er afleveringsdag for 12. klasses årsopgaver. Der skal være modeopvisning. En elev har selv designet og syet et antal kjoler. Hun har samarbejdet med nogle veninder om modelopgaven, og musikken er nøje tilpasset fremvisningen på catwalken. Lys og lyd  bærer modeller og kjoler frem,  salen jubler og klapper. Det er næsten professionelt. Foruden denne opvisning afleveres et skriftligt værk om design. Alle mønstre fremlægges, og der foreligger en beskrivelse af hele modeopvisningens planlægning.  En selvvalgt opgave, udført uden for skolen (ved siden af den daglige skolegang) gennem et  helt år. I alle 12 år har skolen stillet opgaver til eleven. Nu stiller eleven sig selv en opgave, som kan løses - ikke mindst på baggrund af den brede almendannelse som har præget undervisningen gennem alle 12 år. De ovennævnte eksempler viser  at undervisningen slet ikke kan finde sted hvis ikke eleverne medvirker aktivt - de er simpelthen medskabere af både indhold og forløb, og kan være det fordi vi i Rudolf Steiner-skolen ikke ?kører? en undervisning efter et allerede tilrettelagt lærebogsprogram, men underviser ud fra bestemte skitseagtige temaer, som følger alderstrinene.

Samfundets krav
Det er relevant for forældre og samfundet (erhvervslivet, det videre uddannelsessystem) at stille bestemte krav til de unges kunnen og viden. Krav som skal honoreres gennem et fornuftigt planlagt forløb i skoletiden. Hvis samfundet ikke finder kravene tilgodeset (dårlige regnere, dårlige studenter, dårlige læsere, dårlige iværksættere o.s.v.) så 'blander' man sig, så optræder alle med meninger om hvad der skal til,  erhvervslivet stiller krav langt ned i skolealderen - og de 'professionelle' (lærere, opdragere)  må finde sig i at skulle efterleve krav og bestemmelser som gør dem ufrie i deres opgave, og som kun sjældent har rod i professionelt kendskab til børn og  deres udvikling.

Derfor må vores opgave i den moderne skole være at forberede eleverne til netop det samfund som de skal ud at virke i og for - på en så overbevisende måde at samfundet får hvad det behøver, nemlig generationer af unge der kan bringe nye impulser  til kulturlivets videreudvikling,  altså ikke kun unge der vil kopiere det som den nuværende voksengeneration opfatter som  vigtigt til videreførelse af forholdene. Nye impulser kommer til syne gennem skabende virksomhed. Vi skal således forsøge at frigøre skabende evner, snarere end evner til at reproducere.

Barndoms- og ungdomskræfter
Men foruden at tage hensyn til samfundet og dets krav skal vi også tage hensyn til det menneske som udvikler sig gennem barndom og ungdom - alment og individuelt, at det forløser egne og almene muligheder. Vi skal opdrage det i kærlighed - og lade det gå i frihed. Og så  har vi som lærere og opdragere et ansvar over for det man kunne kalde barndoms- og ungdomskræfterne.  At der ikke drives rov på disse kræfter således at de er sluppet op inden den unge bliver voksen.

Disse to vigtige faktorer skal altså tilgodeses gennem en læreplan:
1) Hensynet til samfundets krav på en sådan måde at dette fatter tillid til skolen og ikke stiller ?forstyrrende? krav - eller anstiller urimelige undersøgelser i utide.
2) Hensynet til den enkeltes udvikling og særlige evner - herunder bevarelse af barne- og ungdomskræfterne - set i den almene  barneudviklings lys.

Læreplanskitsen - et udviklingsarbejde

Rudolf Steiner-skolens læreplan er blevet til igennem det udviklingsarbejde der har fundet sted - og stadig finder sted - på de praktiserende Rudolf Steiner-skoler. Især udvikledes der på den første skole (Stuttgart 1919)  en læreplanskitse som opstod på baggrund af de konferencer som  Rudolf Steiner igennem skolens første 5 leveår førte med lærerkollegiet. Når vi her omtaler læreplanen som en skitse, skyldes det at der i høj grad er tale om retningslinier, om muligheder og inspiration til den undervisende. Der er således tale om et kompendium af muligheder der kan inspirere til andre og lignende fremgangsmåder.

På baggrund af iagttagelser af de enkelte børn og studiet af det alment menneskelige er læreplanskitsen blevet udarbejdet. Dette arbejde er sat ind i en løbende proces - det evige seminarium - som danner rygraden i lærerkollegiets arbejde.

Barnets udvikling, menneskehedens udvikling
Under barnets opvækst og udvikling gennem de første 7 år er afgørende store udviklingsfaser gennemløbet:  Gå - tale - tænke. Samtidig er det lille fysiske legeme blevet udformet, dels ud fra efterligningskræfter  og dels ud fra iboende formkræfter. Ved 7-årsalderen er dette indre ?formkraft-arbejde? ved at være tilendebragt (sidste synlige form-virksomhed er udformningen af de blivende tænder ved tandskiftet fra ca. 5-årsalderen).  De nu frigjorte kræfter kan anvendes til 'skolelærdom' - til billeddannelse, hukommelse og formskabende virksomhed  'uden for barnet selv' (tegning, bogstaver etc.).

Derfor bærer vor læreplan i de første skoleår stærkt præg af det fortællende, billedrige - malende og tegnende. Hvert klassetrin har sit fortællestof - sit årstema, som i de første skoleår er hentet fra en mytisk, sagnagtig, urbilledlig verden. Denne verden af fortællestof spejler faktisk en udviklingsgang for hele menneskeheden. Gennem en iagttagelse og et studium af børnene og deres formsprog, af deres reaktion på de forskellige fortællebilleder eller af deres bevidsthedsniveau på et givet alderstrin, bliver det synligt at børnene i deres udvikling i moderne tid faktisk gennemløber lignende 'menneskehedsudviklingsfaser'.

Det enkelte menneske bærer altså i en del af sit væsen spor eller frugter af tidligere kulturers indhold, og det er dette indhold ? eller tilsvarende - man med rette kan lade børnene spejle sig i på de forskellige klassetrin.

De enkelte klasser
1. klasse: Eventyr (folkeeventyr, som i deres billedsprog ganske vist relaterer til ret nye historiske forhold,  men som i deres indhold og forløb skildrer langt ældre og oprindelige menneskehedsbilleder). Bogstaverne hentes  det sted de kommer fra:  Konsonanterne fra billedet (formen), vokalerne fra farven (stemningen). Tallene hentes  fra billedet af talkvaliteten, og regningen fra  genstandenes mangfoldighed (alle fire regningsarter).

2. klasse: Fabler og legender - som billede på den spaltede menneskesjæl, der snart er afhængig af sine egne (berettigede) drifter og lyster: fablerne,  og snart er kaldet til ædle gerninger eller lutring af den lavere sjæledel: legenderne.  De store bogstaver forvandler sig til de små. - Vi skriver fra billede til ord - og begynder at læse det vi selv har skrevet.  Gennem regnetegnene og deres betydning når vi til skriftlig regning - alle fire regningsarter.

3. klasse: Det gamle testamente. Skabelseshisto­­­rien, mennesket i Paradiset, syndefaldet og uddrivelsen fra dette paradis, ankomst på jorden, livet med arbejde og møje og i forholdet til  Gud: Autoritet samt - af og til - frafald. Barnet gennemlever netop i alderen mellem 9 og 10 år alment at den samhørighed det før havde med hele verden (at være i og med tingene), det skiller sig nu således at der bliver et følelsesrum i barnet der reagerer på en verden uden for dette rum (mange børn drømmer faktisk om sammenstyrtede broer eller lignende,  der adskiller dem selv fra familie eller venner). Børnene finder det ofte svært at påbegynde denne indledende individualisering. Et spejl af denne udviklingstilstand udgør jo netop uddrivelsen fra Paradis ? og det begyndende, anstrengende arbejde på jorden. Derfor arbejdes der i 3. klasse med hjemstavnslære,  f.eks. husbygning, lidt landbrug, smedning o.s.v.,  på en oplevet, ikke forklaret måde. Mål og vægt indføres.  Vi skriver meget  (i vort ansigts sved)  før vi læser. Vi begynder på noderne,  sammenføjer dem med regneundervisning. Vi skifter den pentatone fløjte ud med en C-grundtone-fløjte.

4. klasse: Nordisk Mytologi - en anden side af det i 3. klasse påbegyndte. Kulturbilleder der er hentet fra vor egen natur-forestillingskreds, og som tydeligt modsvarer billeder der lever i børnene.  I gudesagnene blander forsterbrødre blod, blodet bruser, barndoms- og vitalkræfterne er på deres højeste, bevægeligheden og oplevelsestrangen modsvares af vikingers og guders dåd. Vi kløver tallene i brøker,  finder os til rette i vort område gennem den første geografiundervisning.  I den første dyrekundskab opleves dyrene som  væsner med specialiserede egenskaber, og i maleundervisningen maler vi for første gang figurligt. Fra 1. til 3. klasse har vi alene gjort os bekendt med farvernes kvaliteter. Disse kvaliteter anvendes nu i motiver som kunstnerisk forbinder os både med dyrene, med de nordiske guder og med landkortet.

5. klasse: Med fortællingerne fra de gamle kulturperioder, fra Indien over Persien og den ægyptisk-kaldæiske tid til de gamle grækere, med deres myter og sagn kommer vi på en bestemt måde  vor egen tid nærmere:  Odysseus narrer guderne, og den menneskelige tænkning og snilde overtager føringen af menneskets udvikling. Jorden er et herligt sted at være. 5. klasse ånder harmoni og er motiveret for skønhed og en vis verdensinteresse. Det plejes gennem den første egentlige historieundervisning (alle de gamle højkulturer). Gennem plantekundskab, hvor planterne skildres som en slags 'jordens følelsesliv', der veksler med årets gang både for den enkelte plante og for de forskellige sorter. Gennem decimalbrøker,  frihåndsgeometri . Der læses og skrives, dikteres og genfortælles skriftligt. 5. klasse skriver breve,  både forretningsbreve og andre breve.

Mellemskole - et nyt indslag
Med 6. klasse tages der hul på en ny tid. Hvor læreren i undervisningen tidligere har måttet kalde på visse billeder fra en fjern kulturudvikling, som er alment gældende for hele menneskeheden, bevæger vi os nu ind i historisk tid, hvor det personligt individuelle indslag bliver langt stærkere, som vi ser det i den nyere græske og i den romerske historie. Læreren må træde tilbage og lade faget være det bærende og fælles udforskningsområde. Den enkelte elev må have mulighed for via stoffet at gå gennem en udvikling af personligheden, som på den ene side stadig har klare, almene og aldersrelaterede aspekter, men på den anden side får en stadig mere individuel karakter. Personlighedens og individualitetens udvikling bliver et stærkt tema såvel i kulturudviklingen som i den enkelte elevs biografi; læreplanen fra 6. klasse er derfor en fag- og motivrække som skal modsvare de forskellige kvaliteter af bevidsthed og forståelsesevne i det spirende sjæleliv - samtidig med at eleverne 'opdateres'  og bringes frem til nutiden - både hvad angår naturvidenskablige og humanistiske  fag.

6. klasse: I slutningen af 5. klasse indtræffer et  vigtigt og forandrende indsnit i barnets udvikling. Hen imod tolvårsalderen vågner en vis kritisk sans, forpubertet og sjælelivets individualisering  vækker helt nye impulser til live.  På den ene side en stærk interesse for sig selv, sit ego, og på den anden side en personlig verdensinteresse og nysgerrighed. Bl.a.  med billedet af den romerske kultur svarer vi på disse tendenser. Romerne, som på den ene side plejede deres egoer og på den anden side udbredte deres personlighed i hele den daværende verden. De kaotiske personlige sjæleforhold ordnes gennem romerretten ? retfærdigheden råder. Verdensinteressen tilgodeses også gennem den første fysikundervisning; geografien udbreder sig til verdensdelene, og vi behandler mineralriget i naturkundskab.

7. klasse: Gennem hovedmotiver som 'de opdagelsesrejsende', 'fremmede folkeslag',  'astronomi',   'den første kemiundervisning'  tilgodeser og vækker vi verdensinteressen. Nu, hvor puberteten tager til og den subjektive interesse for det kropslige viser sig, bringer vi ernæringslære. I regning gælder det de negative tal, algebra,  potensregning, og vi imødekommer oplevelsen af knoglevæksten  gennem temaer som mekanik og fysiske kræfter i fysikundervisningen. '

8. klasse: Underskolen finder på dette trin sin afslutning.  Eleverne udfører måske en 3-måneders opgave, frit valgt (f.eks. en biografiopgave), og der afsluttes med et større skuespil og en udenlandsrejse. Ellers gælder det nu om at modsvare den indre opvågnen - de kritiske spørgsmål til verden -  gennem temaer som den franske revolution, den industrielle revolution, de enkelte folk  (folkesjæle), måske erhvervsgeografi, menneskekundskab (antropologi). Den vågnende tænkning anstrenges bl.a. gennem kvadrat­rodsuddragning  og arealberegning.

Overskolen - tænkning og dømmekraft
Med 9. klasse begynder Rudolf Steiner-skolens  
4-årige overskole. Hvor det i de første 8 år drejede sig om en undervisning der henvendte sig til følelsen, drejer det sig i overskolen nu mere om tænkningen, og alt det som er grundlagt, anlagt, i underskolen, kan nu behandles erkendelsesmæssigt i overskolen.

9. klasse: Det er nu vigtigt at eleverne vinder sikkerhed i tænkning og dømmekraft. På dette alderstrin plejer vi det kausale, lineære i tænkningen, og det er væsentligt at dømmekraften har holdepunkt i praktisk anskuelige forhold. Viljen i tænkningen er fremherskende.  Politisk idehistorie, billedkunstbetragtning, humor i litteraturen, sort/hvid tegning på den ene side ? og maskinlære, teknisk tegning, det binære talsystem, elektromagnetisme (dynamo, generator etc.) på den anden side. Håndværk som skosyning, kobberdrivning, metalsløjd giver  holdepunkter for den forvirrede pubertetstid.  Biologiens arbejde med menneske og dyr og geologiens mineralogi giver også værdifulde holdepunkter for det unge menneske.

10. klasse:  kalder på en mere springende tænkning, hvor det lineære forlades for at give plads til en teoretisering, fortolkning, ud fra visse holdepunkter. F.eks. landmåling, der med udgangspunkt i opmålingsdata  leder til et nøjagtigt kort. Betragtningen af syrer og baser og deres modsatte kræfter, giver de unge i 10. klasse en oplevelse af at polariteterne kan forenes i saltenes evne til at krystallisere. Geografien behandler globale miljøforhold (meteorologi, oceanologi), som fører til spørgsmål og løsningsforslag. Historisk omtales oldtidens højkulturer, som fører til forståelse af mennesket som forvandler naturområder til kulturområder. Logaritmer, trigonometri. Den norrøne litteratur, de Islandske Sagaer og Niebelungen-kvadet,  som bevidstgør, eller tager afsked med, slægts/blodsbåndet.  Poetik, metrik, digtekunstens udviklingshistorie, selvstændige forsøg i de forskellige rytmer. Fysik og teknologi, Newtons love. Førstehjælp, antropologi, organlære.  Varmsmedning. 10.-klasse-eleverne søger egenidentitet.  Fagområderne på dette klassetrin imødekommer denne søgen.

11. klasse:  'Social tænkning' - fremtiden kommer den unge i møde. At kunne skue konsekvenser der fører fra nuet ind i fremtiden. Tænkningens følsomhed.  Parzival-eposet, der handler om ungdommens dåre, der må krydse sit eget spor før han vågner op i moralsk forstand. Handelsgeografi,  økonomi, fortidens utopier, fremtidens muligheder. Sfærisk trigonometri (kartografi), eksponentialligninger. Middelalderens tænkning som grundlag for den nyere tids historiske strømninger. Æstetik , det dionysiske og det apollinske, musikhistorie. Cellelære, botanik.  Elektromagnetisme. Det periodiske system, anorganisk/organisk kemi, fremstillet som processer der viser  analoge forbindelser imellem f.eks. mennesket og den mineralske natur. Bogbinding, kartonnage, papirfremstilling. Teknologi. Temaet for årsopgaven vælges.

12. klasse:  Årsopgaven - selvprøven er i gang.  Selvstændig dømmekraft afprøves, og den selvstændige tænkning må stå sin prøve, som det sker i arbejdet med  årsopgaven, hvor eleverne gennem et helt års omskifteligheder må leve med forvandlinger og forandringer i arbejdet med den selvvalgte opgave. Zoologi, embryologi, palæontologi. Historisk overblik, forskellige  strømninger i nutiden. Goethes Faust, Novalis, Dostojevskij. Lyslære, optik  (fotoner eller bølger?), atomfysik. Projektioner, differential- og integralregning. Arkitekturhistorie, byggeteknik og byggekunst.  Der afsluttes med en 3 ugers kunst- og dannelsesrejse til Italien, Schweiz og Frankrig. En efterfølgende dramaperiode - og ind imellem (mange steder d. 1.3. i 12. klasse) afleveres årsopgaven. Den udstilles og vurderes - fremføres eller forklares - og indgår i vidnesbyrdet.

Ikke udtømmende
Denne fremstilling og omtale af læreplanen gør ikke krav på at være udtømmende. F.eks. er sprogundervisningen (2 fremmedsprog fra 1. til 12. klasse) ikke omtalt. Et særligt fag, eurytmi, (en bevægelseskunst der gør tale og musik synlig, og som bl.a. lader eleverne bevæge sig rumligt i geometriske former) er ikke omtalt. Ligeledes er de kunstneriske fag  slet ikke udtømmende omtalt.  Der undervises naturligvis også i gymnastik (eller legegymnastik i de mindre klasser). IT, datalære, undervises også i alle fire overskoleklasser.  I alle 12 år er alle fag obligatoriske for alle elever. Det bibringer eleverne social samhørighed og forståelse og respekt for hinandens evner.

Den globale læreplanskitse
Overalt i verden, på alle kontinenter, i alle kulturer, findes der i dag Rudolf Steiner-skoler, og overalt praktiserer man en læreplanskitse der helt er indrettet efter den hjemlige kultur og tilpasset de lokale forhold i øvrigt. Men metoden og baggrunden for læreplanen er den samme: En kunstnerisk betragtning af den almene menneskekundskab og en kunstnerisk undervisnings- og opdragelsesmetode.