Arrangementer

Kandidater til bestyrelsen

Nuværende bestyrelsesmedlemmer Line Watt og Lars Arne Jensen er ikke på valg.

 

 

Heidi Siestø Brockdorff

Mor til Laura i 3 kl.

 

Jeg er suppleant i bestyrelsen og forældrerepræsentant i 3. Kl. Den glæde jeg dagligt møder på skolen og den glæde jeg ser i børnene er så berigende og inspirerende, at jeg ønsker at give noget tilbage. Derfor stiller jeg op som suppleant igen i år. Jeg arbejder som freelance journalist, men har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor Pædagogik og International uddannesesteori fra Københavns universitet.

Det er spændende, at være med til at arbejde for skolens virke og fremtid. Jeg ser det som en fornem opgave, at være med til at sikre det antroposofiske skoleliv i en moderne frakmenteret verden. Børnene først!

 

 

Henriette Norre Bundgaard
 
Baggrund:
Som mor til 2 piger, én i 1.klasse og én der starter i bh.klassen til næste år har jeg mange skønne år foran mig med vidarskolen.
Jeg brænder for krydsfeltet mellem kultur, livets store spørgsmål og kunst og kreativitet  og den kærlighed er grundlag for min baggrund som cand.mag. i religionshistorie og teatervidenskab på Københavns Universitet.
 
Motivation:
Jeg ser Vidarskolen som en smuk perle, en perlekæde i mange farver, forbundet og med både små og store perler.
Jeg ønsker at beskæftige mig med antroposofien og Vidarskolen i alle dens afskygninger. Jeg har tidligere været ansat på vidarskolen og siden sidste årsmøde været suppleant i bestyrelsen.
Jeg har mit hjerte og hjerne med i alle beslutninger og ønsker at være med til at styrke bestyrelsens og kollegiets samarbejde. Tydeliggøre at vi er to grene på samme træ. Jo bedre samarbejdet er, jo bedre forhold skaber vi for børnene på skolen. 
 
Jeg kan tilføre drivkraft, dedikation og empatisk dømmekraft!

 

 

Mike Steen Burton

Som far til fire børn på skolen kommer jeg dagligt i kontakt med de udfordringer, der er forbundet med drift af en Steinerskole. Disse udfordringer skal ofte løses i et samspil mellem forældre, lærere og bestyrelse. En bestyrelse med kompetencer indenfor ledelse, pædagogik og økonomi med vilje og evne til at samarbejde med og udfordre lærerkollegiet som skolens egentlige ledelsesorgan, kan udgøre et værdifuldt bidrag til skolens drift.

Med erfaring fra bestyrelsesarbejde på Steinerskolen i Odense og med mangeårig erfaring fra bestyrelsesarbejde i erhvervslivet har jeg fået god indsigt i, hvad der kræves for at drive en skole og en virksomhed generelt. Fra mit virke som advokat har jeg erhvervet særlige kompetencer indenfor ledelse og økonomi. Min erfaring og kompetencer vil jeg gerne stille til rådighed for Vidar Skolens bestyrelse. Derfor stiller jeg op til bestyrelsesvalget på årsmødet den 22. maj.

Kort om mig:

  • Far til Clara (10. kl.), Oliver (5. kl.), Victoria (4. kl.) og Robert (2. kl.)  - der alle har gået på Steinerskole fra skolestart (Vidar, Kvistgård og Odense)
  • 47 år
  • Advokat, selvstændig

 

 

Morten Lindberg 

Jeg hedder Morten Lindberg og er far til Wilhelm i 6. klasse.

Har gået 13 år på Rudolf Steiner Skolen i Odense og har i de sidste 2 år været med i bestyrelsen på Vidarskolen.

Vidarskolens ledelesform og organisme er en stor, smuk og spændende skov.

Mange forskellige træer, planter, bær og dyr - også nogle man aldrig havde hørt om før.

At gå tur dér er lærerigt, livsbekræftende og også vigtigt.

Derfor pakker jeg gerne en kurv og tager vandringsstaven i hånden endnu en omgang - og stiller derfor op til genvalg til bestyrelsen ved årsmødet 22 maj.

 

Lars Ritlov,

far til Smilla 4. kl. samt Asmund 1. kl.:

 

Min motivation for at deltage i bestyrelsesarbejdet på Vidar Skolen består primært i at være med til at Vidar Skolen består som en dynamisk og bæredygtig organisme i dag og i årene der kommer. Dette i særdeleshed med fokus på barnets tarv. Min ydmyge baggrund for at bidrage hertil består i en kommerciel uddannelsesbaggrund som cand. merc. og en stor interesse i antroposofiske arbejde. Samtidig finder jeg det interessant at følge og deltage i den ledelsesform som naturligt praktiseres på Vidar Skolen.

Erfaring med bestyrelsesarbejde inden for Rudolf Steiner institutioner består i flerårigt bestyrelsesarbejde i børnehaven Rønnebærhuset i Holte indtil for 3 år siden samt i bestyrelsesarbejde på Vidar Skolen i de sidste to år.