Tilsyn den 18.1 2008

Tilsyn den 18.1 2008
Denne dag var jeg på besøg i 1.,2. og 8.klasse.

I 2.klasse med 28 elever var jeg inde i en del af hovedfagstimen, hvor de havde dansk. De har nu lært at læse fra tavlen, de gør det sammen hele klassen, hvorved de svage kan lægge sig i slipstrømmen af de stærke og opleve, at de er en del af den store gruppe, der kan læse. En god ide i en periode, hvor der er stor forskel på, hvad den enkelte magter. Læreren støtter med lyde, når der er tvivl. Til sidst tegner alle frit til historien.

I 1.klasse med 30 elever står læreren og tager imod en flok livlige børn efter frikvarteret. Hun taler syngende til dem, at de skal tage hjemmesko på og sætte sig ned. Denne ”syngen” virker beroligende.
Derefter går hun over til noget meget mere fast, nemlig klap og tramp i forskelligt tempo: langsomt-hurtigt-langsomt, børnene kommer med øjeblikkeligt, og det kræver deres fulde opmærksomhed at følge med. Det er tydeligt sjovt for dem, og de kommer fra frikvarterets frie bevægelighed ind i en struktureret bevægelighed, hvorved de langsomt føres ind i arbejdsrummets ro og struktur. Samtidig tiltales de ”1.klasse”, så de kommer tilbage i fællesskabet, enheden. Derefter fortæller læreren, hvad de skal – og hun viser det samtidig med arme og hænder, hvorved det bliver meget håndgribeligt.
Alt tager hensyn til børnenes alder, forskellige udviklingstrin og til at få en stor klasse til at fungere som en helhed. Det lykkes meget fint. Imponerende.
De skal skrive en besked til forældrene bagpå en seddel , læreren har trykt. Så lægges farverne væk, og ” matematiktimen ” begynder. Også i dette fag bruges det fortællende, som middel til at gøre stoffet nærværende
og håndgribeligt for de små børn. Alle fire regnearter er i spil, når bror blå og bror grøn, bror rød og søster lilla er på tur med toget og står af og på, deler kastanjer, samler dem osv. Stor aktivitet og alle kan følge med. Bagefter øves fastelavnsvers- en del af et eventyr- med bevægelser til den kommende fastelavnsfest, hvor alle er engagerede.
Til sidst synges et vers sammen, ringen er sluttet.
Det er tydeligt, at ved at skifte mellem flere aktiviteter i løbet af en time, holdes elevernes engagement, og det går ikke hurtigere, end at alle kan følge med, der tages hensyn til og er opmærksomhed på den enkelte.

8.klasse fulgte jeg i eurytmitimen, hvor der også blev brugt øvelser med klap til at komme til stede i timen. Det indgik dog i bevægelsesformer, så det også krævede og øvede en mental vågenhed og omstillingsparathed. De var på kreds,
én stor helhed og gik kæde, hvor de møder hinanden – det vakte smil og latter, de var ivrige. Langsomt blev hele mennesket inddraget, hele kroppen blev grebet af opmærksomheden, ved at læreren først fik den til at gå, så gøre noget med armene, hænderne, fødderne, hovedet - tanker-følelser.
Da de var varmet godt igennem og var i bevægelse, begyndte arbejdet med et digt og noget musik, som de havde været i gang med nogle gange. Klassen var delt op i tre grupper, en til digtet, to til musikken. Når en gruppe er på gulvet, sidder de andre og ser på med klasselæreren. Der er stor koncentration både hos de, der er på gulvet og de, der sidder.
Der bliver arbejdet med opmærksomhed på de andre, man har en man spejler/følger, der er arbejdsro. Alle sanser bruges. Da de har øvet længe, sluttes timen af med såkaldte sjælehygiejniske øvelser, altså bevægelser der virker harmoniserende. De står koncentreret og arbejder, nyder det kan man se.
Tydeligt opløftede og friske går de fra timen. Interessant at se store teenagere bevæge sig sammen på en formet måde, som samtidig engagerer sjælen. Det er jo svært i den alder, men fordi de får opgaver undervejs, de selv skal løse, og fordi der også må trampes og grines, kan de både holde det ud og faktisk blive engagerede.
Dette fag er jo ikke noget, der kræves i loven, men det er for mig at se et stort plus for eleverne at få denne undervisning, som trækker tråde til alle andre fagområder og samtidig lader dem være kunstneriske og øve det sociale på en fri
måde.

Alt i alt en positiv dag.
Venlig hilsen
Karin Olander