Biologi

Naturfagsundervisningen begynder fra første dag i skolen, selvom den ikke står på skemaet som et særskilt fag. Når Jesper Grønhat går gennem syv store skove eller hjælper en fisk ud i vandet, når troldene sprækker i solen og bliver til sten eller den største Bukke Bruse viser sine kræfter, da foregår der allerede en stilfærdig naturfagsundervisning. Børnene oplever naturen som en del af livet der angår dem. I den første skolealder har børnene endnu en umiddelbar samhørighedsfølelse med naturen, der dog ikke altid er en selvfølge i et  bymæssigt miljø og det fremstår som en opgave for skolen, i forlængelse af det som er sket i børnehaven, at pleje naturoplevelsen gennem f.eks. ture i nærmiljøet på forskellige tidspunkter af året.
Et næste skridt er forholdet til jordbruget, den kultiverede natur. Mange små klasser har anlagt små haver, hvor der sås, plantes og høstes, ligesom besøg på en bondegård ofte er lagt ind i undervisningen.
De første skoleår er barnet endnu ikke adskilt af naturen som en objektiv iagttager. Dets verden er en helhed, der står så at sige midt i biologien. Og gennem eventyr og natursagn møder vi naturen i et sådant perspektiv.

Når mennesket nærmer sig ungdomsalderen, bliver blikket på naturen mere granskende og analytisk, og samtidig mere udadrettet og i den forstand objektivt. Da er helhedsoplevelsen et uundværligt fundament. Økologi har derfor en helt speciel kvalitet i Steiner Skolen; økologi vokser frem som et begreb om en naturlig og inderlig oplevet net af sammenhænge som udgør naturen, og er ikke primært læren om mennesket ensidige indgreb i naturens balance, og hvordan man skal reparere skaderne, som er opstået i civilisationens kølvand.
Denne helhedstænkning gennemsyrer alle delemner i biologien. På denne måde står mennesket centralt også i en første zoologi- og botanikundervisning, og på denne måde indgår biologien som et delaspekt i det unge menneskes møde med verden generelt, mange steder uløseligt knyttet til det man møde gennem andre fag, f.eks. kemi og samfundsfag.

Når zoologi og botanik dukker op som selvstændige fag i 4. og 5. klasse, vækker det genkendelse; i eventyrskoven har man jo allerede stødt på mange planter og dyr, nu gælder det blot om at lærer dem nærmere at kende. Læreren knytter da naturligt an til mennesket, gennem skildringer af, hvordan mennesker og dyr har arbejdet sammen og levet sammen.
I den første botanik periode gælder det om at skildre det tavse ”blomstersprog”, sådan at også planterne får liv og en historie at fortælle; liljens uskyld mod rosens tornfulde skønhed, mælkebøttens ukuelige sorgløshed mod violens blå melankoli. Nu kan en lilje selvsagt også siges at være en enfrøbladet plante, som har enkle stængelblade uden et net af bladribber, som mangler bægerblade osv. Og en ko er, som bekendt, et pattedyr med fire maver, klove og et drøvtygger-tandsæt. Oplysninger af denne type kan man finde i et leksikon eller i en hvilken som helst lærebog, og de må selvsagt tages med, hvor det falder naturligt. Men det er først når beskrivelser omfatter dyrs og planters væsen, at børn kan engagere sig og blive glad for dem. Og det man elsker og forbinder sig med, det tager man også vare på og beskytter.

Hvis kærlighedsforholdet til naturen er etableret i underskolen, kan man med desto større engagement gå ind i økologien i mellemskolen. Her kan man lade klasser få ansvaret for deres egen skolehave. Dette gør økologien til en praktisk handling som umiddelbart forbinder læring med liv. Eleverne vil også erfare, at mennesket kan bidrage med noget positivt i forhold til naturmiljøet, det behøver ikke kun at skabe problemer, det kan også medvirke til at løse dem.