Håndarbejde

Håndarbejde, håndværk og kunstneriske fag er blandt steinerskolens grundpiller. Gennem disse fag øves indlevelse og vurderingsevne og de fysiske færdigheder bliver værktøjer for personligheden. Alle praktiske fag kræver handlekraft, de eksistere først gennem udførelsen. Menneskebarnet nøjes ikke med at se andre gå, det vil selv gå.

Gennem efterligningen, dristighed og gentagelser erobres kunsten, og pædagogens opgave er at lede og følge eleven frem til en mestring. Der skal formidles følelse for materialet, forståelse for hvad der er gode redskaber og der skal tilstræbes et godt håndelag, således at elvene får processen ind i fingrene. Sådan set er måden ofte afgørende for resultatet. Hvad der laves er også vigtigt, for at elven kan forbinde sig med arbejdet. Selvfølgelig kan elever føle uvilje af og til, men det er ofte netop, når de vokser med opgaven. Denne vedholdende øvning af viljen bliver også nyttig på andre områder.

Opgaverne i håndarbejde bør harmonere med det, som ellers bliver givet på alderstrinnet. Gennem pædagogiske studier og i samarbejde med kolleger søges en rigtig udformning af opgaverne. Kriterierne for hvad som kan forventes af børnene bearbejdes kontinuerligt. I denne tilrettelæggelse må læreren også være aktiv ud fra sig selv og ikke bare arve opskrifter og følge opskrifter, men bruge netop de evner der er tale om, at udvikle hos eleverne.

Alle fagene i skolen er ”værktøj” til at modne mennesket. Fagene skal, hvis de formidles og bruges rigtigt, vise elevernes egne styrker og styrker deres svagheder – altså bringe dem fremad i dygtighed i forhold til sig selv. Gennem den fænomenologiske metode skal eleverne kunne hente det frem de behøver, således at de bliver bedre kendt med sig selv. Denne proces behøver den tid den tager, idet den er en forudsætning for senere at kunne finde sin plads i verden. Derfor ønsker vi, at eleverne skal møde varierede materialer og mange discipliner.

På de laveste klassetrin bruges ægte naturmaterialer og inspiration fra folkekunsten. Der tilstræbes også en forening af enkelthed, funktion, materialesans og skønhedssans. Rudolf Steiner anbefalede at opgaverne skulle bestå i meningsfyldte, brugbare ting – det man udfører, må have en direkte tilknytning til virkeligheden. Samtidig vil udviklingen af håndelag og fingerfærdighed virke opdragende på hele mennesket.  Ved at barnet ledes til at gå vejen fra handling og udførelse gennem følelser og oplevelser frem til erfaring, vil der vokse forståelse og tænkning frem som resultat.

Et af de grundlæggende temaer i steinerpædagogikken, fra de små børn og helt frem til de store børn i overskolen, er egenaktiviteten. Den fantasi og virkelyst som præger den syv årige, er også udgangspunktet for håndarbejdet. I de første skoleår lægges fundamentet for gode arbejdsvaner. Strikning, hækling og spinding øves de første år og bevidstgør eleverne til at have en god arbejdsstilling og til at have orden på sagerne. Det som laves, er helt praktiske genstande som ordner verden for både store og små: håndarbejdsposer, boldnet, grydelapper osv. og det er vigtigt at have for øje, at kunsthåndværkene ikke skal være underholdning og tidsfordriv, men en forberedelse til livet.

Her findes store muligheder for samarbejde mellem lærerne. Klasserne er forskellige, så opgaverne kan være forskellige, men det væsentlige er, hvad de skal lærer gennem det. Eleverne hjælpes til at kunne overskue opgaven og til at få resultater. Gennem stadig større selvstændighed opdager de både sig selv og hvad de mestrer. Vi lader elevernes koncentration være helt rette mod arbejdet, fordi fornemmelser og tanker som går parallelt med hændernes aktivitet, er vigtige.  Den saglige opdragelse de praktiske fag giver i barndomsårene, er et godt fundament når puberteten står for døren. For i puberteten skærpes iagttagelsen yderligere. Opgaverne bevidstgør eleverne om alt det de kan, og nye tillægsfærdigheder kommer til.