Børnehaveklasse

Det kalenderår barnet fylder 6 år, kan det optages i Vidar Skolens børnehaveklasse. Det er et år fyldt med sang, dans og leg.

Vi begynder hver dag kl. 8.00 med sang, dans, rim og remser og fingerlege, for at udvikle barnets finmotorik. Herefter er der fri leg, som er en af de vigtigste beskæftigelser netop for førskolebarnet. Her kan børnene udfolde sig i forskellige rollelege, helt i fantasiens verden. Hver dag bliver der fortalt remser og folkeeventyr, som ind i mellem også bliver dramatiseret eller legende musiceret.

Tegning, maling, bivoks og modellering er vigtige dele af børnehaveklassens liv og samtidig vejen til skrivning og læsning senere i skoleforløbet. Aktiviteterne i børnehaveklassen er med til at stimulere og danne grundlaget for det enkelte barns kreativitet.

Midt på ugen går vi gerne tur rundt om Gentofte Sø eller i skoven og følger på denne måde årets gang i naturen. Hver uge afrundes med en bagedag, hvor hvert barn bager sit eget lille brød, som tages med hjem til familien.

Året har et rytmisk forløb og bygges op med alle de herlige årstidsfester, som Rudolf Steiner-pædagogikken byder på. F.eks. høstfesten hvor vi besøger en biodynamisk bondegård og høster alt det korn, vi kan bære hjem. Hjemme bindes, tærskes og kværnes kornet, for til sidst at blive bagt til et velsmagende høstbrød. Brødet spiser vi i fællesskab ved det skønneste høstbord, hvor alle bringer frugt eller grøntsager med. Disse oplevelser er alle med til at nære og forme børnene i børnehaveklassen.

Årets forløb byder på en mængde forskellige naturoplevelser som fejres, sanses og opleves stærkt hos netop de 5-7 årige. Som når man klipper, tegner og limer en lanterne i skønne høstfarver, og derefter sammen går ud i novembermørket for at lyse vej for hinanden og i fællesskab synge om mørket, stjernerne og månen - eller i den lyse pinsetid, hvor vi alle laver fugle af silkepapir og lader dem flyve op og ned over grønne marker.

Børnehaveklasseåret afsluttes gerne med en sommerfest, som skolen inviterer til. Her får børnene lov til at spille, danse og synge noget af alt det, de har oplevet gennem året.

Børnehaveklassen holder til i den gamle, gule villa, som ligger lidt trukket tilbage fra Brogårdsvej. Børnene går i børnehaveklassen til kl. 12.00 hver dag og kan herefter fortsætte i legestuen, som holder åbent indtil kl. 16.00. Legestuen holder til i børnehaveklassens lokaler.

Tilmelding til legestuen foregår til skolens kontor.