Legestuen

Legestuen

Tilmelding til Vidar Skolens legestue.

Legestuen er for skolens yngste elever. Målet er at skabe et fristed for børnene, hvor det er hyggeligt at være, og hvor en tryg og hjemlig atmosfære kan være med til at skabe glade og tilfredse børn.

Vi sørger for at skabe rolige og trygge rammer, og vi tilbyder også forskellige aktiviteter. Vi går sammen med børnene om praktiske gøremål, snakker med dem, hygger, læser og fortæller historier, spiller spil og er fysisk aktive med dem. Legen er vigtigst, og det er dejligt, når børnene bliver opslugt af legen. Det er vores mål at udvikle børnenes fællesskabsfølelse, fantasi og samarbejdsevne ved hjælp af en række forskellige lege, der hver især betoner særlige sider i barnet.

 

Åbningstider

Legestuen har åbent på alle skoledage efter skoletid kl.12.30-16.00 og to uger i sommerferien, den sidste uge i juni og den første uge i august kl.8.00-16.00, når mindst tre elever er skriftligt tilmeldt (der udsendes tilmeldingsseddel). Legestuen er lukket i alle andre ferier, samt den sidste dag før jule- og sommerferien.

Legestuen åbner kl.12.30 og personalet modtager alle børn med et kærligt blik og et varmt håndtryk, hvorefter alle børn bliver krydset ind. Derefter er der fri leg i gården, indtil de voksne kalder ind til eftermiddagens aktiviteter. Børnene kan om eftermiddagen lege ude eller inde og dagen vil byde på en rig blanding af leg og samvær med kammeraterne, samt voksenstyrede pædagogiske aktiviteter.

Kl.12.30-14.00 ønsker Legestuen arbejdsro, og henstiller derfor til, at forældrene så vidt muligt undgår at ringe i dette tidsrum. 

Hver dag mellem kl.14 og 15 serverer vi et let vegetarisk, biodynamisk/økologisk mellemmåltid i Legestuens Café. Børnene kan indenfor tidsrummet selv vælge, hvornår de vil spise. Der vil altid være en voksen i cafeen.

 

Dagens aktiviteter

12.30-13.00 fri leg i gården

13.00-14.00 aktiviteter inde og ude: bevægelse i salen, boldspil, mooncars, bål, snobrød m.v.  

14.00-15.00 mellemmåltid i Cafeen.

14.00-15.30 aktiviteter inde og ude: håndarbejde/håndværk, spil, tegning m.v.

15.30-16.00 fælles oprydning

16.00 Legestuen lukker

 

Eget legetøj

Det er vores erfaring, at det skaber de bedste muligheder for god, fælles leg, hvis børnene lader deres eget legetøj blive hjemme og istedet bruger Legestuens legetøj.

 

Fælles oprydning m.m.

Der lægges vægt på, at børnene hjælper hinanden. Det er også en selvfølge, at de rydder op efter leg, eller før de går hjem.

 

Skiftetøj

Alle børn skal have regntøj, gummistøvler, skiftetøj, gymnastiksko og hjemmesko med. Det skal altid hænge/ligge i garderoben udenfor klasselokalet og hjælp gerne barnet med at holde orden. Vi opfordrer alle til at rydde op i garderoben hver fredag. Sidste skoledag før en ferie bedes alle hjælpe med at tømme garderoben helt. 

Husk at skrive barnets navn i tøj og sko.

 

Telefon og legeaftaler

Det er en god idé at hjælpe barnet med at lave legeaftaler til næste dag. Legestuens telefon benyttes kun af personalet, og da vi helst vil bruge tiden sammen med børnene, beder vi alle om kun at ringe, hvis det er af største vigtighed.

 

Når barnet bliver hentet eller selv skal gå fra Legestuen

Når I henter Jeres børn, vil vi rigtig gerne hilse på Jer, og vi beder Jer derfor om lige at komme indenfor. Vi vil i det hele taget gerne vide, om Jeres børn bliver hentet eller selv skal gå hjem og i så fald hvornår, og vi har derfor i den forbindelse lavet en seddel, som vi beder Jer udfylde. Når der opstår ændringer enten for en enkelt dag eller permanent, beder vi Jer meddele os det skriftligt, så vi undgår misforståelser. Brug meddelelsesbogen eller en seddel. Det er i øvrigt også vigtigt for os at vide, når det er en anden, der henter end sædvanligt. Når vi har sagt farvel og tak for i dag, krydser vi barnet ud.

 

Forældremøder

Legestuens personale deltager ved mindst et forældremøde i klasserne om året.

 

Tilmelding, betaling m.m.

Tilmelding til Legestuen fås på Vidar Skolens kontor eller på tlf. 39 65 71 18.