En selvprøve i stedet for eksamen

I løbet af det sidste skoleår udarbejder eleverne en årsopgave. Dens indhold og udførelse er elevens eget valg, idet det er en selvprøve, som skal vise eleven, hvad han eller hun ved skolens afslutning besidder af modenhed, selvstændighed, faglige færdigheder og evner i såvel intellektuel, som kunstnerisk og håndværksmæssig henseende.

I 11. klasse afleverer eleven den 1. marts en skriftlig meddelelse til skolen om det valgte emne i form af en titel. Arbejdet med årsopgaven udføres i fritiden ved siden af den normale undervisning. Eleven vælger selv en vejleder blandt skolens lærere eller udenfor. Der er ydermere nogle årsopgavetimer på skemaet, hvor problemer i forbindelse med årsopgaverne behandles. Eleven må selv administrere arbejdstiden, lære at overskue sit emne og give det en form, der kan skabes i løbet af nøjagtigt et år. Det står eleven frit at bestemme, hvilken synsvinkel, dybde og arbejdsmetode, der skal anvendes. Eleven kan disponere over skolens værksteder og frit søge råd og vejledning hos personer i og uden for skolen.

I 12. klasse afleveres årsopgaven den 1. marts. Den udstilles først for skolen, derefter for offentligheden. Er der sceniske arbejder, f.eks. musikalske eller dramatiske, fremvises de ligeledes. Eleverne holder desuden et kort foredrag om opgaven og arbejdsprocessen for forældre, lærere og specielt indbudte.

Den 1. marts er en af skolens store festdage. På den store udstilling i salen løftes nu sløret for alle de synlige udtryk, som elevernes arbejde med deres emne har fået efter et helt års indsats. Alle skolens klasser besøger udstillingen i løbet af dagen, og de yngre tiltrækkes, forbløffes eller imponeres over de opgaver, som netop klinger ind i den pågældende aldersgruppe. Oftest spænder opgavernes emner og udtryksformer lige fra det eventyrlige til det videnskabeligt eksakte, så derved appelleres til at drømme om, hvilken årsopgave de selv vil arbejde med, når de engang bliver så gamle.

Men hvad er det egentlig, som skolen på denne møde lader eleverne se frem til i 11 år? Hvad er det, som drager dem i en sådan grad, at de tidligt har en klar forestilling om, hvilken årsopgave, de selv vil arbejde med? Svaret ligger delvis i årsopgavernes ydre appel til at blive så dygtig, at man kan håndtere et fagligt arbejde, det være sig intellektuelt i en skriftlig form, kunstnerisk udtrykkende eller håndværksmæssigt skabende. Hvad de ældste elever er i stand til kan af gode grunde godt imponere de yngre; men også de næsten jævnaldrende overskoleelever og såmænd også de voksne kan forbløffes over et årsopgavearbejdes næsten professionelle, faglige niveau.

Den væsentligste grund til årsopgavernes tiltrækningskraft skal imidlertid nok søges i den mindre synlige del af det kæmpemæssige isbjerg, som ligger under overfladen af det forløbne års arbejde med et selvvalgt emne. Appellen til at fordybe sig i sin varmeste interesse i længere tid, til selv at finde sine synsvinkler, til at bearbejde dem på egen hånd under egen arbejdsdisciplin og til endelig at realisere sine egne forestillinger om fremstillingsformen virker stærkt på skolens elever, som i skoleforløbet har gennemført så mange bundne opgaver for at lære alle mulighederne at kende og for at udvikle deres færdigheder bredest muligt. Nu er de endelig i stand til at analysere et emne, indhente informationer, skaffe sig indsigt, skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, afgrænse og samle igen til helheder, strukturere og skaffe sig overblik, skabe udtryksform og realisere produktet, alt sammen med redskaber inden for såvel teoretiske som praktiske faglige områder.

Eleverne er i modsætning til elever på en eksamensskole ikke måttet af at deres færdigheder afprøves hvert år, tværtimod er de sultne efter at vise, hvad de kan. Behovet for at kende sit standpunkt i forhold til omverdenen, som har været væsentligt i de usikre pubertetsår, er i 11. klasse, når eleverne skal aflevere deres bindende årsopgaveemne, forvandlet til behovet for at kende sig selv. At få besvaret spørgsmål som: Kan jeg klare det? Kan jeg få alt det med, jeg forestiller mig? Kan jeg holde mig selv i gang? Hvem skal jeg spørge til råds?

Når eleverne i forbindelse med aflevering af opgaven skal fremlægge den mundtligt over for et særligt indbudt publikum af forældre, lærere og skolerepræsentanter, er et væsentlig element for de fleste i foredraget: Hvordan klarede jeg det? Hvad har jeg lært om mig selv? At vise omverdenen, hvad man er i stand til, kan i bedste fald give en positiv selvfølelse, men at vise sig selv det samme, giver selverkendelse.

Det er derfor væsentligt, at årsopgaverne ikke skal bedømmes, ikke skal vurderes ud fra en konventionel faglig målestok. Hvem kan egentlig dømme én bedre end én selv? Det, som eleven har brug for, når arbejdet er slut, er at få en tilkendegivelse af, om hans egen erkendelse af arbejdets udfordringer svarer til omverdenens.

Årsopgaverne bliver derfor - ligesom andre kunstværker - anmeldt af lærerne med respekt for det individuelt valgte arbejdsniveau og omfang, og som en anden god kunstanmeldelse indeholder den en fyldig, karakteriserende beskrivelse af opgaven med alle dens facetter. Men derefter må elevens intentioner og ambitioner med opgaven også trækkes frem, så graden af det stillede måls opfyldelse og selvstændigheden i arbejdet kan kommenteres. I specielle tilfælde anmeldes Årsopgaven desuden af en fagmand uden for kollegiet. Anmeldelsen indgår i elevens afgangsvidnesbyrd.