Børnehaveklasse
Man kan blive optaget i Vidar Skolens børnehaveklasse, det kalenderår barnet fylder 6 år. Det er et år fyldt med sang, dans og leg.
Hver dag begynder kl. 8.00 med sang, dans, rim og remser og fingerlege, for at udvikle barnets finmotorik. Herefter er der fri leg, som er en af de vigtigste beskæftigelser netop for førskolebarnet. Her kan alle børn udfolde sig helt i fantasiens verden med rollelege. Hver dag bliver der fortalt remser og folkeeventyr, som måske derefter bliver dramatiseret eller legende musiceret.
Tegning, maling, bivoks og modellering er vigtige dele af børnehaveklassens liv og samtidig vejen til skrivning og løsning senere i skoleforløbet. I børnehaveklassen dannes og formes grundlaget for det enkelte barns kreativitet.
Midt på ugen gør vi gerne tur rundt om Gentofte Sø eller i skoven og følger derigennem årets gang i naturen. Hver uge afrundes med en bagedag, hvor hvert barn bager sit eget lille brød, som tages med hjem til familien.
Året har et rytmisk forløb og bygges op med alle de herlige årstidsfester, som Rudolf Steiner pædagogikken byder på. F.eks. høstfesten hvor vi besøger en biodynamisk bondegård og høster alt det korn, vi kan bære hjem. Hjemme bindes, tærskes og kværnes kornet, for til sidst at blive bagt til det vidunderligste høstbrød. Brødet spises i fællesskab ved det allerskønneste høstbord, hvor alle bringer frugt eller grøntsager med. På denne møde oplever og næres børnene i børnehaveklassen.
Årets forløb byder på en mængde forskellige naturoplevelser som fejres, sanses og opleves stærkt hos netop de 5-7 årige. Som når man klipper, tegner og limer en lanterne i skønne høstfarver, og derefter sammen går ud i novembermørket for at lyse vej for hinanden og i fællesskab synge om mørket, stjernerne og månen - eller i den lyse pinsetid, hvor vi alle laver fugle af silkepapir og lader dem flyve op og ned over grønne marker.
Børnehaveklasseåret afsluttes gerne med en sommerfest, som selve skolen inviterer til. Her får børnene lov til at spille, danse og synge noget af alt det, de har oplevet gennem året.
Børnehaveklassen holder til i den lange, gule bygning, som ligger lige ud til Brogårdsvej. Børnene gør i børnehaveklassen til kl. 12.00 hver dag og kan herefter fortsætte i legestuen, som holder åbent indtil kl. 16.00. Legestuen holder til i børnehaveklassens lokaler.
Tilmelding til legestuen foregår til skolens kontor.
|